Ny direkte rute mellem København og Tiblisi
Norwegian styrker sin position i Københavns Lufthavn. Til sommer åbner selskabet en direkte rute mellem København og Georgiens hovedstad, Tiblisi. Ruten er en af flere nye ruter i sommerprogrammet, hvor Norwegian desuden sætter flere afgange ind til de mest populære sommerdestinationer.
Der bliver nemmere adgang til Georgien, når Norwegian næste år åbner en direkte rute til hovedstaden Tiblisi. Ruten er en del af det omfattende sommerprogram, som flyselskabet netop har præsenteret.
”Vi er begejstrede over, at Norwegian sætter en ny destination på rutekortet fra København. Georgien er et spændende rejsemål på grænsen mellem Europa og Asien med en rig kultur og et fantastisk køkken,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Nye ruter og flere afgange
Udover Tiblisi åbner Norwegian også direkte ruter fra København til Tel Aviv og den rumænske Cluj i sit sommerprogram for 2026.
Norwegian sætter desuden flere afgange ind på en række af de mest efterspurgte ruter ud af København. Det gælder blandt andet til Bari, Pisa, Bordeaux, Basel, Manchester, Berlin og Prag.
”Det er spændende sommerprogram og Norwegian styrker for alvor styrker sin position i Københavns Lufthavn med nye ruter og flere afgange til spændende rejsemål. Norwegian er et af de største selskaber i Københavns Lufthavn, som vi har et stærkt og tæt samarbejde med, og vi ser frem til at byde endnu flere Norwegian-rejsende velkommen,” siger Peter Krogsgaard.
Norwegian kom ind på det danske marked i 2008, hvor selskabet åbnede en base i Københavns Lufthavn. I dag er Norwegian det næststørste af de omkring 60 flyselskaber, der opererer i Københavns Lufthavn.